Haderslev Skole Kirke Samarbejde

Nyt materiale til 3.-6. klasse: "Vi lytter til Luther: Sigurd Barrett som Hans Tausen"

Vi lytter til Luther består af 6 film til 3.-6. klasse samt tilhørende undervisningsmateriale med ideer til forløb og aktiviteter.

I filmene er den danske reformator Hans Tausen (Sigurd Barrett) i anledning af 500-året for reformationen taget tilbage for at se, hvordan det egentlig er gået siden. Men det kan være lidt svært at finde hoved og hale i nutiden, når man er 500 år gammel. Heldigvis møder han pigen Alvilda, der kan hjælpe ham. Sammen går de på jagt efter spor fra reformationen, selv om Alvilda er lidt skeptisk. For kan Luther nu også tage æren for, at hun tør sige sine forældre imod? Hvad har han at gøre med, at vi taler dansk i dag? Og kan man overhovedet finde spor efter noget, der skete for så længe siden?

Hver film varer ca. 10 minutter, og præsenterer et spor efter reformationen i en nutidig kontekst. Desuden indeholder hver film en kort animationsfilm, hvor man bliver præsenteret for Luther og en række af hovedbegivenhederne i reformationen. De 6 film kommer omkring emner som faderoprør, at holde hvad man lover, bøder, forventninger, samvittighed, sprog, skole og splittelsen af kirken i katolikker og protestanter.

Filmene og det øvrige materiale kan ses på www.dkm.dk/boern-og-familier/vi-lytter-til-luther/. 

Nyt materiale for 7.-9. klasse: "Fra konflikt til fællesskab"

Nanna og Francesco er begge kristne. Men for 500 år siden blev deres kirker skilt. Nanna er nemlig protestant og medlem af folkekirken, og Francesco er katolik. Ingen af dem ved, hvad der egentlig skete dengang med reformationen, da deres kirker blev skilt. Eller for den sags skyld, hvad forskellene og lighederne imellem deres kirker er i dag. Så det sætter de sig for at undersøge.

Det bliver til en rejse igennem kristendommens historie i Europa, men også en rejse, der gør dem klogere på både hinandens og deres egen kirke. Undervejs møder de den katolske præst Kasper, der tager dem med igennem katolikkers og protestanters fælles historie, og de møder Finn, der gør dem klogere på, hvad der egentlig skete, da Martin Luther slog 95 teser op på en kirkedør i Wittenberg og startede reformationen.

Filmene kan ses på https://www.youtube.com/watch?v=1R6nk8FwUl8&list=PLdPmo_fYk0IcyHUQnHmj_pkqSi4JfvlKi

Projektet består af 3 film, og er målrettet unge i 7.-9. klasse. 

cookie information