Haderslev Skole Kirke Samarbejde

Bibelske personer

Disciple
Hver skoleklasse modtages ved bussen af en "discipel", som guider klassen gennem hele forløbet på slottet. Disciplene er udstyret med kort, der viser netop deres klasses tur rundt på slottet.
Disciplene starter med at guide klasserne hen til Jesus. Når klasserne er kommet hen til slottet, splittes den store flok op klassevis og guides af de respektive disciple rundt på slottet.
Ordet discipel er latin og betyder "elev". Religiøse personligheder havde en flok elever - disciple - som fulgte dem, lærte af dem og hjalp dem på forskellige måder.
 
Jesus
Børnene møder Jesus ved starten af slotshaven. Jesus er selvfølgelig hovedpersonen og optræder ved Indtoget i Jerusalem, og børnene møder ham afslutningsvis ved Zakæus' fest i salen, hvor Jesus sender eleverne ud i verden for at fortælle om, hvad de har hørt og set.
Ude i slotshaven starter Jesus vandringen mod Jerusalem (slottet). Flokken følger skilte på dansk og hebraisk og skal på vejen ind på slottet bruge de medbragte palmeblade.
 
Jomfru Maria
Det nye Testamente fortæller ikke meget om Maria. Vi får at vide hos evangelisten Lukas, at hun bor i Nazareth, givetvis hjemme hos sine forældre, som dog ikke nævnes, men siden af traditionen er blevet kaldt Anna og Joakim. Maria er i familie med Johannes Døbers forældre, præsten Zakarias og hans kone Elisabeth (Lukas kap.1), som hun besøger, da hun er blevet med barn. Mattæus skriver, at hun er trolovet med Josef, da englen Gabriel meddeler hende, at hun er udset til at føde Guds søn.
Josef er tømrer eller bygningsarbejder (Mattæus 13.55 og Markus 6,3), og han nedstammer fra Davids slægt. Det er derfor han må rejse til Betlehem under folketællingen, idet romerne for at få styr på alle skattepligtige borgere påbød dem at møde op, der hvor familien kom fra.
Josef og Maria var forlovede står der i den nye oversættelse. I den tidligere stod der "trolovet". Der er den forskel på de to ord, at en forlovelse i dag blot er en aftale mellem manden og kvinden som der ikke ligger noget juridisk i, mens en trolovelse dengang var en aftale mellem to familier, og de to trolovede blev betragtet som mand og kone, men de måtte ikke gå i seng med hinanden før brylluppet. Pigerne kunne blive trolovet allerede som ganske unge, fra 13 års alderen.
Fødselshistorien er en blanding af historiske facts: folketællingen, stjernen, Herodes' forfølgelse og massakrer, og så en række overnaturlige træk: Jesu undfangelse og englen der kommer både til Maria og siden til Josef og til de vise mænd. Men senere tiders fortællinger har gjort deres til at gøre Maria endnu mere speciel, næsten overjordisk. Maria-kulten og de katolske dogmer om Marias ubesmittede undfangelse og himmelkroning er udslag af den dyrkelse af Maria, der fulgte med.
 
Disciplen Peter
Han er den af de 12 disciple, som der fortælles mest om. Han er søn af Jonas (Matt. 16,17) eller Johannes (Joh. 1,42), stammer fra Betsajda, der ligger ved Genesaret Sø, og han er fisker lige som sin bror Andreas. Han er den eneste af disciplene, som det fortælles om at han var gift. I Mark. 1,30 fortælles det, at Jesus helbreder hans svigermor.
Han hedder Simon og får navnet Peter af Jesus, og det betyder 'klippe', 'petros' på græsk. Men evangelierne er ikke enige om, hvornår han får navnet, - om det er ved Jesu første møde med ham (Joh. 1,42) eller da Jesus vælger de 12 apostle ud (Mark. 3,16), eller efter at han ved Cæsarea Filippi har aflagt den første bekendelse af Jesus som Messias. Det har sikkert først været et tilnavn, men blev senere et navn.
Peter nævnes som den ledende af disciplene, den der oftest tager ordet, og han er med i en inderkreds sammen med brødrene Jakob og Johannes, f. eks. ved forklarelsen på bjerget (Matt. 17,1-13) og ved opvækkelsen af Jairus' datter (Mark. 5,21-43). Og han er en af de tre, der ikke kunne holde sig vågne i Getsemane Have den sidste aften (Luk. 22,39-46). - Højt at flyve, dybt at falde.
I Apostlenes Gerninger skildres han som leder af menigheden efter Jesu død og som den der taler til skarerne pinsedag, da disciplene har fået Helligånden (Apostle. Gern. 2). Siden drager han ud som missionær, og han er den første, der døber en hedning (Ap. G. 10-11). Men han støder også sammen med Paulus i spørgsmålet om, hvorvidt de nye kristne skal overholde Moseloven (Galaterbrevet kap. 2).
Endelig er det ret sikkert, at han led martyrdøden i Rom under Neros forfølgelser i år 63-64, idet det omtales i et brev fra biskop Clemens fra år 96, hvorimod traditionen om, at han ville korsfæstes med hovedet nedad for at underordne sig Kristi måde at blive korsfæstet på, er en from legende.
Godt at fortælle for  eleverne er historien om Peters fiskedræt (Luk. 5) og om Peters fornægtelse af Jesus natten til Langfredag og hanen der galede (Matt. 29, 69-75). Men Peter er også den der først går ind i graven påskemorgen, efter at Maria Magdalene har set, at stenen er væltet fra graven (Joh. 20). Men Peter kommer først til tro på opstandelsen, da han møder den opstandne selv. Vi foreslår at eleverne får fortalt om Peters fiskedræt og måske forklarelsen på bjerget.
 
Maria Magdalene
Hun optræder på nær Luk. 8,2 kun i lidelseshistorien, hvor hun til gengæld spiller en afgørende rolle som en af de kvinder, der står ved Jesu kors, ser ham dø og blive begravet, og hun er en af dem der går ud til graven påskemorgen. Hun bliver dér et af opstandelsens første vidner, og hun møder som den første, ifølge Johannes-evangeliet, den opstandne Jesus. Hun er den, der bliver sat til at gå hen til disciplene og fortælle, at Jesus er opstanden.
Maria Magdalene er med andre ord en apostel (= sendebud), selv om hun ikke kaldes sådan. Det er bemærkelsesværdigt, da en kvinde ifølge jødisk lov ikke kunne bruges som vidne. Men det kan hun godt ifølge evangelierne.
I Luk. 8,2 omtales hun som et menneske, der følger Jesus på hans vandring, og vi får at vide at syv dæmoner er faret ud af hende. Hun har altså været besat, og selv om det ikke siges direkte, er hun en af dem som Jesus har helbredt. Men derudover er hun tit blevet identificeret med kvinden der levede i synd og som salver Jesu fødder med den kostbare salve (Luk.7, 36-50). Og selv om det ikke siges, hvad hendes synd består af, bliver det gerne forstået som om hun har drevet prostitution.
Som sådan blev hun regnet for uren, og i en kultur som den jødiske, der gik højt op i kultisk renhed og urenhed, er det helt uanstændigt, at hun bryder ind til middagsselskabet hos en farisæer og rører ved Jesu fødder. "Farisæerne" betyder "de der har skilt sig ud", en retning af mennesker der holdt sig på afstand af andre mennesker for at forblive retfærdige og rene.
Men Jesus lader hende gøre det, og han har hende siden med i sin flok, og det viser netop at han ikke foretrak de rene, men dem der erkendte deres synd og søgte hans frelse. De får hans tilgivelse. "Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt." (Luk. 7,47).
De der har læst Dan Browns "da Vinci mysteriet", vil kende til teorien om, at det er kirkens folk, der har gjort Maria Magdalene til prostitueret for at bagtale hende, så hun ikke skygger for Peters førsteplads. Det er efter manges bedste mening en forvanskning af de historiske facts, fordi Dan Browns bog bygger på ret sene kilder, meget senere end evangeliernes kilder. Men derfor er det en meget spændende bog alligevel.
For børn i 3. klasse er tanken om renhed / urenhed fjern. Men de går højt op i retfærdighed / uretfærdighed, og de kender også godt til udstødelse af dem der ikke lever op til gruppens normer. Og det kan være fint at lære dem, at alle slags mennesker er med i flokken omkring Jesus.
Den blinde Bartimæus
Navnet betyder "Timæus' søn", og Bartimæus optræder kun med navn i Mark. 10,46-52, men Lukas omtaler (18,35-43) også en blind tigger som får sit syn tilbage. Hos Mattæus (20, 29-34) er der endda to tiggere der bliver helbredt.
Bartimæus bor i Jeriko, og han sidder ved byporten hvor alle skal forbi, og han er således den sidste der bliver helbredt, inden Jesus går ind i Jerusalem.
Derved kommer han til at stå i kontrast til præsterne i Jerusalem, der er blinde, selv om de kan se, og til disciplene som ikke fatter noget af det, da Jesus forudsiger sin lidelse og død (Luk.18, 31-34).
 
Tolderen Zakæus
Lukas 19, 1-10: Og Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.«
 

Den blinde Bartimæus

Navnet betyder "Timæus' søn", og Bartimæus optræder kun med navn i Mark. 10,46-52, men Lukas omtaler (18,35-43) også en blind tigger som får sit syn tilbage. Hos Mattæus (20, 29-34) er der endda to tiggere, der bliver helbredt.


Bartimæus bor i Jeriko, og han sidder ved byporten hvor alle skal forbi, og han er således den sidste, der bliver helbredt, inden Jesus går ind i Jerusalem.
Derved kommer han til at stå i kontrast til præsterne i Jerusalem, der er blinde selv om de kan se, og til disciplene som ikke fatter noget af det, da Jesus forudsiger sin lidelse og død (Luk.18, 31-34).
Således opfyldes på ham Esajas' profetier: "På den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen, og de blindes øjne se trods mulm og mørke." (29,18) "Da skal blindes øjne åbnes, og døves ører lukkes op; da springer den halte som hjorten, de stummes tunge bryder ud i jubel." (35, 5-6)

Historien handler ikke kun om en blind mand, der kom til at se igen. Men historien om Bartimæus er også en opfyldelse af Esajas ord og derved kommer Bartimæus til at stå som en repræsentant for alle de mennesker, der ved troen på, at Jesus er Guds søn, kommer til at se mere end de kunne se før, de kom til tro.


  

 

Paulus

Første gang, vi møder Paulus, er i apostlenes gerninger. Her nævnes han nærmest i en bisætning ved beskrivelsen af steningen af Stefanus Apostlenes Gerninger kap 6-7

Stefanus er en af de første kristne, og han stenes af en gruppe jøder, som mener, at han spotter Gud ved at tro og udbrede, at Jesus er Guds søn. Imens står Paulus, som endnu hedder Saulus, - en ung jødisk mand - og passer på kapperne, der tilhører vidnerne til mordet

Forfølgeren
Saulus eller Paulus, som han kommer til at hedde senere, beskrives i begyndelsen af Apostlenes Gerninger som en meget ivrig forfølger af de nye kristne menigheder. Men på vejen til Damaskus oplever Paulus en åbenbaring; han får et syn, hvor han ser et stort lys og hører en stemme, som spørger: "Saul, hvorfor forfølger du mig? Det er Jesus, der taler."

Paulus bliver ikke alene blændet af lyset; han bliver blind – måske som tegn på, hvor blind han før har været. Han lader sig føre til en kristen mand i Damaskus, og først da han lægger hænderne på ham, får Paulus sit syn tilbage og bliver omvendt til at tro på Kristus.


Herefter fortæller Apostlenes Gerninger, at Paulus lader sig døbe og bliver lige så optaget af at forkynde kristendommen, som han tidligere var af at bekæmpe den. Han tager på lange rejser i hele Middelhavsområdet fra Syrien til Makedonien og Italien, hvor han forkynder budskabet om Jesus Kristus og danner nye menigheder.

Det sidste Apostlenes Gerninger fortæller om Paulus, er, at han sidder i fangenskab i Rom. Traditionen fortæller, at han blev henrettet under en af Kejser Neros kristenforfølgelser, men det er altså ikke noget, man kan læse i Bibelen.

Hedningeapostel
Det helt centrale ved Paulus er, at han udbreder det kristne evangelium til ikke-jøder. Det er betydningsfuldt, fordi kristendommen i begyndelsen formentligt var en særlig udgave af jødedommen og kristendommen har ikke været betragtet som en særlig tro.

 Men ikke mindst med Paulus, fortælles der, at man også begyndte at forkynde om Kristus til mennesker, der ikke var jøder; 'hedninger som ikke-jøder,' som det ofte kaldes i Det Nye Testamente.

Snart blev kristendommen til en selvstændig religion, og gradvist voksede den til den verdensomspændende tro, som kristendommen er i dag. Med god ret kalder man derfor Paulus for kristendommens grundlægger, fordi det i høj grad er hans fortjeneste, at den bliver etableret som en selvstændig tro, der udbredes også uden for jødiske kredse.

Paulus fortæller således i sine breve, at det ikke er nødvendigt for den kristne at blive omskåret eller leve efter særlige religiøse spiseregler eller lignende, som er en del af jødedommen. Ja, i det hele taget behøver de kristne ikke at leve efter den jødiske moselov, fordi Kristus’ død og opstandelse betyder, at man som kristen er sat fri fra loven.

Brevskriveren
Vi har en række breve fra Paulus’ hånd, som han har skrevet til de menigheder, han har grundlagt, og som derfor er opkaldt efter dem: Romerbrevet er altså skrevet til menigheden i Rom. Der findes også breve i Det Nye Testamente, som bærer Paulus’ navn.

Teologen
Paulus er kendt som den første teolog i den kristne kirke. Det vil sige, at han i sine breve har formuleret, hvad han mener, det betyder, at Jesus er Kristus, og hvad det betyder, når kristne siger, at Jesus er opstanden fra de døde.

En af de allermest kendte og brugte tekster fra Bibelen, Kærlighedens højsang, stammer fra Paulus’ første Korintherbrev kap 13,13

”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre, men størst af dem er kærligheden”.

Redskabet
Paulus er altså på mange måder et eksempel blandt mange i Bibelen på, at Gud finder redskaber for sin mening med verden mange steder – og ikke mindst steder, som ikke nødvendigvis forekommer indlysende eller forståelige. Paulus skriver selv, at han er den mest uværdige af alle og ser det som et under, at han kan bruges af Gud til at udbrede evangeliet.

 

Johannes døberen

Johannes Døber er en forløber for Jesus, og hans opgave er at bane vejen for ham og opfordre folk til at leve, som Gud vil have det. Sit tilnavn ‘Døber’ har Johannes, fordi han døber folk i Jordanfloden som tegn på, at de bliver vasket rene både udvendigt og indvendigt. Han døber også Jesus

Johannes lever meget simpelt og helt alene. Han spiser, hvad han finder fx græshopper og honning fra vilde bier. Hans tøj er også ganske simpelt.

Johannes ender med at blive taget til fange og puttet i fangekælderen, fordi han taler grimt om Kong Herodes. Senere dør han en grufuld død.

I Jesus på slottet møder vi Johannes i fangekælderen.

 

 

Ypperstepræsten Kajfas

Kajfas var ypperstepræst da Jesus og hans disciple vandrede rundt i Israel og forkyndte deres budskab. Kajfas fungerede under Pilatus, og han var meget fjendtligt indstillet over for det kristne budskab.

Kajfas betragtede Jesus som en farlig ballademager, fordi Jesus også kritiserede jødedommen og fx de strenge sabbatlove. Jesus drev også købmændene og pengevekslerne ud af templet med en erklæring om at de havde gjort det til „en røverhule“. Alt det fik Kajfas til at ville bringe Jesus til tavshed en gang for alle. Det er Kajfas som har en central rolle i kampen for at få Jesus dømt til døden.

cookie information